Vårsæd.

Ekoplan ApS tilbyder flere stærke vårsædssorter indenfor såvel vårbyg, vårhvede, havre, ærter og hestebønner.
Vårbyg er en dyrkningssikker og stabil afgrøde, der er let at dyrke. Den fortjener en god plads i sædskiftet og er samtidig en vigtig brik i kampen mod græsukrudt.
Vårhvede produceres normalt til formål at producere brødkorn. Vårhveden modner senere og er mere stivstrået end f.eks. vårbyg. Vårhvede kan dyrkes på alle jordtyper, men den bør kun dyrkes på lettere jorder, hvis der er mulighed for at vande. Vårhvede er meget stråstiv og kan derfor dyrkes på arealer, hvor der forventes en kraftig vækst. Det kan være lavbundsjorder, kraftigt gødede jorder eller ompløjede græsmarker o. lign.
Havre er en dyrkningssikker afgrøde med et stabilt udbytte. Havrens foderværdi er lidt lavere end byg og hvede, da havre indeholder mere træstof (ufordøjelige fibre) end de øvrige kornarter. Havre kan dyrkes på alle jordtyper. Ved dyrkning på lettere jord kræves det, at der er mulighed for vanding, hvis et stabilt udbytte skal sikres. Havre trives desuden bedre på lave fugtige arealer end vårbyg, da den ikke stiller så store krav til jordstrukturen som vårbyg.
Markært dyrkes ofte til foderbrug, men der er stigende efterspørgsel efter ærter til human konsum. Markært stiller store krav til sædskiftet. Ærterodråd kan hurtigt opformere sig, og svampen er meget tabsvoldende. Ærterodråd og andre rodbrandsvampe kan kun forebygges via sædskifte. Der anbefales 5 frie år mellem ærtedyrkning. Da der også er fælles rodbrandsvampe mellem ærter og hestebønner, anbefales der også 5 frie år mellem disse to afgrøder.
Er man først løbet ind i problemer med sædskiftesygdomme, er et længere ophold på op til måske 15-20 år nødvendigt.
En jordprøve, udtaget om efteråret før ærtedyrkning, kan afsløre smittetrykket.
Hestebønner er tørkefølsomme og vil derfor kun lykkes på lerjord, sandmuldet lerjord eller på vandet sandjord. Humus- og lavbundsjord er ikke egnede til at dyrkning af hestebønner.
Jordbundstallene for kalium og fosfor bør være mindst middelhøje, og et reaktionstal på 6,5-7,0 vil være passende på lerjord. Hestebønner har en kraftig rod, men roddybden er mindre end i korn.
Hestebønne er ligesom ærter en god og sanerende forfrugt for korn. Dens gode forfrugtsværdi skyldes bl.a., at den efterlader en del kvælstof i rødderne.